Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Boligkøbere har 77% flere nybyggede boliger at vælge imellem

Publiceret 09-04-2019
Nyhed

I dag er ca. 3.500 af boligerne til salg bygget inden for de seneste to år. Det er 77% flere end i 2015. Det viser en ny opgørelse, baseret på Finans Danmarks seneste boligudbudsstatistik for marts 2019.

Boligkøbere har i dag flere nybyggede boliger at vælge imellem end tidligere. Godt 3.500 ud af landets knap 43.000 huse og ejerlejligheder med til-salg-skilte er nye boliger. Det er 77% flere end i 2015, da opgørelsen første gang blev lavet. Alene det seneste år er der kommet 19% flere nybyggede boliger til salg. 

”Der bliver bygget rigtigt mange nye boliger i Danmark. Derfor er der kommet både flere nybyggede huse og ejerlejligheder til salg hos ejendomsmæglerne. Men det er særligt på markedet for nybyggede ejerlighederat der er kommet mange flere boliger til salg,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark. 

Aktuelt er 23,4% af alle ejerlejligheder til salg i Danmark bygget i årene 2017-2019. Til sammenligning er det kun 4,7% af alle huse til salg, der er bygget i samme periode. 

Andelen af nybyggede ejerligheder til salg er steget markant de senere år, og i dag er knap hver fjerde ejerlejlighed til salg nybygget. Det stigende antal nye ejerlejligheder til salg har nok lagt en dæmper på prisstigningerne på ejerlejligheder, og ejerlejligheder i de større byer ligger nu gennemsnit længere tid til salg end tidligere,” siger Ane Arnth Jensen. 

De mange nybyggede boliger skal ses i lyset af, at der i en længere periode er blevet færre boliger til salg hos ejendomsmæglerne. Udviklingen har bl.a. været med til at øge tilskyndelse til at bygge nyt, og det kan bidrage til at holde boligpriserne i ro.  

”Der er over en årrække blevet færre boliger til salg hos ejendomsmæglerne. Det har sammen med en stigende efterspørgsel bidraget til, at der er bygget rigtigt mange boliger i Danmark de senere år,” siger Ane Arnth Jensen og fortsætter:  

De mange nybyggede boliger kan helt generelt være med til at holde boligprisstigningerne i skak – og dermed være en slags ventil på boligmarkedet,” forklarer Ane Arnth Jensen.    

 

 Se hele statistikken her.

 

 

Kristine Racina

Presserådgiver

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde